Den tidlige stemmeretskamp – interpellationer

Den 21. januar 1890 oplevede man for første gang i Danmark, at kvinder talte offentligt ved valgmøder. Det var en af de strategier, den gryende danske kvindevalgretsbevægelse anvendte som middel til at få kvindernes stemmeret sat på den politiske dagsorden.

Det var den nystiftede Kvindevalgretsforening, der i samarbejde med Dansk Kvindesamfund havde iværksat, at repræsentanter for de to foreninger på valgmøder landet over skulle interpellere Folketingskandidaterne, dvs. udspørge dem om deres holdning til kvindestemmeretten. Da Dansk Kvindesamfund endnu ikke havde kvinders politiske stemmeret på sit program, kunne foreningens repræsentanter dog ikke spørge til denne, men forhørte sig i stedet om den kommunale stemmeret, samt hvorvidt kandidaterne ville arbejde på at forbedre kvindernes retslige stilling især med hensyn til den gifte kvindes medbestemmelsesret over børn, husvæsen og penge.

På Kvindevalgretsforeningens vegne trykte Kvindelig Fremskridtsforenings blad “Hvad Vi Vil” et opråb til danske kvinder, hvori der blev advaret mod at bruge den manglende stemmeret som en sovepude. Som samfundsmedlemmer var det kvindernes pligt at støtte mændene i det politiske arbejde, og ikke mindst måtte de virke for egen valgret. Derfor opfordredes alle kvinder til at interpellere de lokale politikere på valgdagen.

Generelt blev interpellanterne godt modtaget, og kandidaterne svarede høfligt på deres spørgsmål. Dog blev det i Odense og Præstø nægtet kvinderne at interpellere, og i den konservative by Fredericia blev kvinderne forment adgang til valgmøderne. En klage fra Odenses kvinder blev senere behandlet i Folketingets udvalg for valgbreves prøvelse, hvori det blev fastslået, at man havde handlet uretmæssigt ved at forhindre kvinderne i at stille spørgsmål til kandidaterne. Udvalget anså det dog for unødvendigt at foretage sig yderligere i sagen.

Da dagen var omme, kunne resultatet gøres op. Højres kandidater havde overvejende været imod både kommunal og politisk stemmeret til kvinder, mens Venstre og Socialdemokraterne i det store hele havde udtalt sig positivt om den kommunale stemmeret og var villige til at arbejde for en forbedring af kvindens retslige stilling. Den politiske stemmeret mente man ikke, at tiden var inde til at tale om.

På trods heraf blev interpellationerne opfattet som en succes. Aktionen havde vist, at stemmeretskvinderne ville og skulle tages seriøst. Ved en fest for oppositionen, der blev holdt om aftenen d. 21. januar i Fønix, holdt en af interpellanterne, Frk. Eskesen, en glødende tale:

Det forundrer dem vel næppe, mine Herrer, at se en Kvinde paa Tribunen i Aften. De har i Dag set Kvinderne dukke op hist og her paa Valgtribunerne for at interpellere d’Hrr. Valgkandidater. Men det bliver ikke i Dag alene, at Kvinderne træde frem, de vil træde frem stedse tættere og tættere og spørge saa længe, indtil den danske Vælgerbefolkning bliver paa det rene med, at det er uforsvarligt, at den ene Halvdel af det danske Folk er uden Borgerrettigheder.

Der blev da også ved det følgende folketingsvalg d. 20. april 1892 interpelleret flere steder, og selvom de offentligt talende kvinder stadig vakte opsigt, var stemningen ved at skifte, så at et flertal af folketingsmændene denne gang var stemt for at give kvinderne kommunal stemmeret. Grundet den politiske stagnation fra midten af 1890’erne fik et reelt lovforslag dog lange udsigter, og Kvindevalgretsforeningens aktiviteter ebbede langsomt ud. Ved valget i 1895 var det således kun repræsentanter fra Dansk Kvindesamfund, der interpellerede.

I 1898 stiftede den tidligere formand for og medstifter af Kvindevalgretsforeningen, Louise Nørlund, Danske Kvindeforeningers Valgretsudvalg, en paraplyorganisation fortrinsvis bestående af kvindefagforeninger. Dette blev begyndelsen til anden fase af kvindernes valgretskamp, der herefter blev præget af større organisationer og internationalt samarbejde.