Kvindebladet “Hvad vi vil”

Kvindebladet “Hvad vi vil” udkom fra 1888-1894. Bladet blev udgivet af Kvindelig Fremskridtsforening, som blev stiftet 1885 af en række udbrydere fra Dansk Kvindesamfund i protest mod foreningens manglende opbakning til kravet om politisk valgret.

Blandt stifterne af Kvindelig Fremskridtsforening var Dansk Kvindesamfunds stifter Matilde Bajer og skolebestyrer Elisabet Ouchterlony.

Bladet udkom første gang d. 14. juli 1888 under navnet “Hvad vi vil. Organ for Kvindesagen – Fredssagen – Arbejdersagen”. I programerklæringen i det første nummer argumenterede redaktøren Johanne Meyer for at kvindesagen burde være så bred, at den også omfattede arbejdet for en fredeligere verden og arbejdet for at forbedre arbejdernes levevilkår. Men på trods af denne brede definition var der ingen tvivl om bladets syn på kvindesagen:

“Kvindesagen er en Bestræbelse for at skaffe Kvinden den Ret, der tilkommer hende som Menneske. (…) Den er en Bestræbelse for, at hver enkelt Personlighed kan komme til frit at udvikle de Evner, hun fik, uden Hindring fra nogen Side, hvad enten denne Hindring hedder Stat, Kommune, Kirke, Skole, Arbejdsgiver eller Mand eller Kvinde;”

Bladets første redaktion bestod af Johanne Meyer, formanden for Kvindelig Fremskridtsforening Matilde Bajer, forfatteren Massi Bruhn, den senere formand for Kvindevalgretsforeningen Line Luplau og Anna Nielsen.

Bladets profil

Bladets profil var at være et radikalt og frisindet talerør for tidens nye ideer. Inspirationen blev hentet fra de store internationale strømninger i tiden som fx den gryende socialisme og fredsbevægelsen. Redaktøren Johanne Meyer slog i sine egne artikler, enten skrevet under eget navn eller under initialerne J.M. tonen an. Hun agiterede bl.a. for politisk valgret, for statslig børneforsorg og for oprettelse af kooperative husholdninger, hvor det fælles husarbejde og børnepasning blev udført af ansat personale, så arbejderkvinderne i lighed med mændene alene kunne koncentrere sig om erhvervsarbejdet. Også den traditionelle kønsarbejdsdeling i familien blev udsat for kritik, da hun i artiklen “Almuepigebørns Uddannelse til Huslighed” gjorde sig til talskvinde for fædrenes inddragelse i børnepasningen:

“Hvorfor skulde Faderen ikke være lige saa god en Opdrager som Moderen. Var det ikke netop rimeligt, at naar Moderen 9 maaneder før Barnets Fødsel og en lang Tid efter den er tvungen af Naturen til at pleje Barnet, at Faderen efter den Tid tog sig mere af Barnet end Moderen. De har dog deres Barn i Fællesskab.”

Kvindesagen kom således ikke kun til at handle om kvindernes krav om flere politiske rettigheder og juridisk ligestilling med mændene, som fx. stemmeret, personlig myndighed i ægteskabet og ret til uddannelse og erhverv, men også om kvindernes ligestilling i familien.

Bladets indhold

Udover artikler og debatindlæg indeholdt bladet også reportager og referater fra udenlandske kongresser om både kvindesag og fredssag. Det internationale perspektiv blev også anlagt i de mange notitser, der i ultra kort form formidlede de seneste fremskridt for bl.a. kvindesagen enten i form af ny lovgivning eller i form af navnestof, når kvinder verden over erobrede nyt land. Begejstret blev der berettet om den første kvindelige professor, den første kvindelige politibetjent osv. osv.

Der blev også bragt oplysende artikler om den nyeste viden inden for fx sundhed og hygiejne og også kulturen fik sit med teateranmeldelser, boganmeldelser og lange skønlitterære føljetoner, skrevet af tidens kvindelige forfattere.

 

Bladets skribenter

Selvom en lang række forskellige skribenter skrev i bladet – oftest under pseudonym – var der en håndfuld kerneskribenter. Det drejede sig udover Johanne Meyer om bl.a. Fredrik Bajer, der i kraft af sit hverv som folketingsmedlem og aktør i det internationale fredsarbejde, både rapporterede fra rigsdagsarbejdet og fra de mange internationale fredskongresser. Men også lærerinden Louise Nørlund, stifteren af Dansk Kvindesamfund Mathilde Bajer og forfatteren Massi Bruhn var genkomne leverandører af stof til bladet. Dertil kom uidentificerbare pseudonymer som fx Fru Rosalie, som i lange perioder af bladets levetid, leverede reportager fra dagligdagen i København i litterær form.

Bladets skæbne

D. 1. januar 1890 blev bladet overtaget af et konsortium af venner af kvindesagen og blev nu med Johanne Meyer som ene redaktør og med det nye navn “Kvindebladet Hvad vi vil”. Organ for Kvindesagen i Danmark – et rent kvindesagsblad. Bladet bragte dog fortsat enkelte artikler om fredssagen og arbejdersagen. Senere samme år overgik bladet fra at have været et 14-dages blad til et ugeblad. Relanceringen viste sig at slå fejl og d. 1. januar 1891 overtog Kvindelig Fremskridtsforening igen udgivelsen af bladet nu med navnet “Kvindebladet “Hvad vi vil””.

I februar 1892 blev der gjort endnu et forsøg på at skaffe flere midler til bladet. Denne gang forsøgte man sig med aktietegninger samtidig med at De samlede Kvindeforeninger overtog udgivelsen af bladet. De samlede Kvindeforeninger var en slags paraplyorganisation for Kvindelig Fremskridtsforening, Det kvindelige Arbejderforbund, De kvindelige Herreskræddere, De kvindelige Vævere, Tjenestetyendeforeningen, Kvindevalgretsforeningen og Maskinstrikkernes Fagforening.

Da De samlede Kvindeforeninger vinteren 1893 blev opløst pga. intern uenighed, overgik bladet igen til Kvindelig Fremskridtsforening og dets aktionærer april 1894. September 1894 måtte man imidlertid se i øjnene, at der ikke var økonomisk basis for at fortsætte udgivelsen og det sidste nummer af “Hvad vi vil” udkom d. 30. september 1894.