Tjenestepigernes stilling

Fra 1885 til 1891 var der i flere kvindeblade en ivrig diskussion af tjenestepigernes stilling. I begyndelsen blev diskussionen ført af kvinder, der havde tjenestepiger ansat i hjemmet og handlede om, hvordan de mente pigerne skulle behandles. Senere begyndte tjenestepigerne selv at skrive indlæg, og debatten drejede sig hen imod en diskussion af rettigheder og klasseinteresser.

Hals og håndsret over tjenestepigerne

Tjenestepigernes arbejdsvilkår var reguleret af Tyendeloven af 1854. Den gav arbejdsgiveren ret til at råde over tjenestepigens fulde arbejdskraft, hvilket ofte i praksis betød, at hun skulle stå til rådighed for familiens behov dag og nat på nær måske en frieftermiddag hver anden søndag. Tjenestepigen blev således juridisk set opfattet som en del af husstanden, hvilket både gav arbejdsgiveren ret til afstraffelse og til at bestemme, hvad tjenestepigen måtte bedrive i sin sparsomme fritid. Omvendt gav loven tjenestepigen en vis beskyttelse ved sygdom.

 

 

Kvinder enten husmødre eller tjenestepiger

Den overvejende del af den kvindelige befolkning var på daværende tidspunkt enten husmødre eller tjenestepiger. Tjenestepigernes stilling spejlede større politiske diskussioner om lighed og frihed, om klasseforskelle, om arbejdernes ret til at organisere sig og om familien som samfundets grundsten.

Hvordan skal tjenestepiger behandles?

I “Kvinden og Samfundet”s 1. årgang, 1885 indledtes den første debat om tjenestepigernes forhold. Johanne Meyer, senere formand for Kvindelig Fremskridtsforening, lagde ud med en opfordring til husmødrene om at give deres tjenestepiger mere fritid til uddannelse og i øvrigt behandle dem, som var de en del af familien.

Baggrunden var, at et stigende antal piger, hentet ind fra landet til de større byer, blev ofre for den voksende prostitution og siden, hvis de blev gift, en del af den stadigt voksende arbejderklasse, som levede under kummerlige sociale forhold.

Johanne Meyers indlæg blev imødegået fra flere hold.
Kristiane Iversen mente, at man i stedet burde gøre tjenestepigefaget til et reguleret erhverv med kontraktmæssige aftaler vedr. arbejdstid og arbejdsopgaver. Tjenestepigen burde have sin bopæl uden for det hjem, hun var ansat i.

Heroverfor stod den senere formand for Dansk Kvindesamfund, Astrid Stampe som, udover at kritisere tjenestepigerne for ikke at være dygtige nok og for at være usædelige, var modstander af faste arbejdstider. Hun mente at forskellen i herskabets og tyendets dannelsesniveau umuliggjorde tjenestepigens integration i familien.

Dovne piger fra arbejderklassen

Debatten kom op igen i “Kvinden og Samfundet” 1888. Denne gang var anledningen et indlæg fra en husmor, der opfordrede unge piger fra middelklassen til at tage job som tjenestepiger, så husmødren var fri for at ansætte uduelige og dovne døtre fra arbejderklassen.

Indlægget udløste en række indlæg fra andre husmødre, som havde gode erfaringer med deres tjenestepiger og som mente, at husmødrene havde en moralsk forpligtelse til at oplære og inddrage tjenestepigerne i familiens intime sfære. Andre mere principielle indlæg fra bl.a kvindesagsforkæmperen Louise Nørlund mente, at årsagen til de uduelige tjenestepiger primært skulle findes i deres manglende kundskaber og at staten derfor burde oprette tjenestepigeskoler og indføre faget husgerning i folkeskolen.

Tjenestepigerne skriver selv

I 1891 udløste tjenestepigesagen igen en større debat. Denne gang i Kvindebladet “Hvad vi vil” og denne gang ikke med et indlæg fra en husmor, men fra en tjenestepige. Karen Laursen Prip, repræsentant for Tjenestetyendeforeningen Enigheden beskrev i “Tjenestepigens Juleaften” herskabets dårlige og nedværdigende behandling af tjenestepigerne.

Indlægget udløste en debat, hvor både husmødre og andre tjenestepiger deltog. De første med indlæg, der mente at kritikken var overdrevet, de sidste med indlæg, der underbyggede kritikken. Redaktionen, dvs. Johanne Meyer afsluttede debatten ved i et redaktionelt indlæg at tage parti for tjenestepigerne og kræve bedre arbejdsforhold og mere fritid.

Organiseringen af tjenestepigerne tog imidlertid sin tid. Først 8 år efter, i 1899 stiftedes Københavns Tjenestepigeforening med Marie Christensen i spidsen. Foreningens formål, som bl.a. var at få ophævet Tyendeloven blev dog først indfriet i 1921.

Bøger om tjenestepigerne stilling i 1800-tallet:

  • Keld Thomsen: Vi lever og beretter: tjenestepigers arbejdsforhold/ levevilkår, organisering og bevidsthedsdannelse i perioden 1870-1930, 1991
  • Tinne Vammen: Rent og urent: hovedstadens piger og fruer 1880-1920, 1986
  • Lisbeth Haastrup: Husarbejde – kvindearbejde, tjenestepiger – husmødre, 1880-1925: en kultur- og bevidsthedshistorisk analyse, 1984
  • Birgitte Possing: Arbejderkvinder og kvindearbejde i København ca. 1870-1906, 1981
  • Lilli Friis: Skudsmålsbøger som kilde til belysning af kvindeligt, husligt tyendes tjenesteforhold, 1966

Alle bøgerne kan lånes på Det Kongelige Bibliotek.