Underskriftsindsamlinger i 1880’erne

>En af de første store organiserede aktioner for kvinders kommunale stemmeret fandt sted i 1887 på initiativ af Dansk kvindesamfund.

Det skete i forbindelse med et lovforslag stillet af Fredrik Bajer om “Valg af Borgerrepræsentanter i Kjøbenhavn”. I forslaget indgik en bestemmelse, der ville give københavnske kvinder valgret og valgbarhed til kommunalvalg på lige fod med mænd. Forslaget var allerede blevet stillet i rigsdagens 1. samling, vinteren 1886, hvor det var ledsaget af en støtteerklæring fra Kvindelig Fremskridtsforening. I første omgang gik forslaget ikke videre, men Bajer planlagde at fremlægge det igen i 2. samling, foråret 1887. Dansk Kvindesamfunds bestyrelse besluttede derfor at oprette et udvalg, der skulle forberede og udføre en underskriftsindsamling, som dengang kaldtes en adresse, til støtte for Bajers forslag. Arbejdet skulle udføres af kvinder alene som et bevis på, at de havde viljen og evnen til at virke for egen sag.

Udvalget, der bl.a. bestod af Caroline Testman og Henriette Steen, bestemte, at adressen skulle ombæres til alle skatteydende kvinder i København. At kvinder betalte skat til kommunen, men ingen indflydelse havde på, hvad pengene blev brugt til, var et af de vægtigste argumenter for, at kvinder burde have kommunal stemmeret. Et andet argument, der fremførtes i adressen, var, at kvinder i flere andre lande, bl.a. Island og Sverige, allerede havde opnået den kommunale stemmeret, og at erfaringerne herfra kun talte positivt om kvindernes deltagelse i det politiske liv.

Da adressen 17. februar 1887 indbragtes i folke- og landstinget, havde 584 skatteydende kvinder og 1069 andre kvinder skrevet under. Det var ikke et overvældende resultat, men dog et skridt i den rigtige retning. Undervejs havde man fået vist, at kvinderne formåede at planlægge og udføre en sådan aktion, og ikke mindst var “listedamerne” – betegnelsen for de kvinder, der ombar adressen – blevet et offentligt samtaleemne. På den måde fik adressen først og fremmest betydning ved at vække interessen for spørgsmålet om kvinders stemmeret i bredere kredse.

 

Adressen fra 1887 havde kun omfattet Københavns kvinder, og det var der utilfredshed med rundt om i landet. Året efter tog præstefruen Line Luplau personligt initiativ til en adresse, der angik kommunal stemmeret for alle danske kvinder. Luplau var medlem af Dansk Kvindesamfunds Vardekreds og en af de allerførste danske kvinder, der agiterede for kvinders stemmeret. Dette arbejde blev hendes livsværk, bl.a. var det hende, der tog initiativ til stiftelsen af Kvindevalgretsforeningen i 1889. Som følge af hendes engagement og arbejde blev der i løbet af kort tid indsamlet ca. 1700 underskrifter til støtte for adressen alene i Varde og Omegn. Da den havde været landet rundt, kunne en deputation fra Dansk Kvindesamfunds bestyrelse d. 13. december 1888 aflevere adressen med over 20.000 underskrifter til indenrigsministeren og formændene for de to ting.

Anden ombæring måtte altså betegnes som en succes, men fik ingen politisk betydning. Måske af den grund, at 1888-adressen ikke ledsagede et egentligt lovforslag, som det var tilfældet året før, men blot i almindelighed gjorde opmærksom på danske kvinders ønske om at opnå kommunal stemmeret.

Senere adresser, der blev indsendt til rigsdagen, blev ikke omdelt til underskriftsindsamling, men henviste til de 20.000 kvinder fra 1888. Det skete i 1893 i forbindelse med et alment lovforslag vedrørende valg af borgerrepræsentanter i København, samt i 1899 til støtte for to forslag om at tildele kvinder kommunal stemmeret. Kvinderne måtte dog vente længe endnu. Først i 1908 var opnåelsen af den kommunale stemmeret en realitet.

Det var hovedsagelig Dansk Kvindesamfund, der stod bag adresserne. I 1890 lancerede Kvindevalgretsforeningen en ny strategi i stemmeretskampen – interpellationer.